Vi skal hjælpe hinanden med at blive hørt

Kolbein blev ikke skabt, fordi verden manglede endnu et forlag.

Min familie og jeg startede Kolbein, fordi vi syntes, der manglede et sted for bøger, som tør gå imod strømmen. Bøger, der ikke bare følger tidens mode, men udfordrer den. Vi tror på fri debat, økonomisk vækst, fremskridt og menneskers evne til at tænke selv. Og vi vil gerne være med til at flytte en offentlig samtale, som alt for ofte er blevet snæver og forudsigelig.

Men det er ikke nok at udgive bøgerne. De skal også læses, omtales og diskuteres.

Forfatteren er afgørende

Kolbein hjælper naturligvis med bogside, DBK, boghandlerbrev, presse, anmeldere, nyhedsbreve, sociale medier, receptioner og messer.

Men i dag er forfatteren selv en af de vigtigste markedsføringskanaler.

Folk køber bøger, fordi de bliver interesserede i personen og emnet bag dem. Derfor virker et godt opslag, et interview, en video, et foredrag eller en skarp kommentar ofte bedre end en traditionel annonce.

Man skal ikke hele tiden råbe: Køb min bog!

Fortæl i stedet om det, der optager dig. Del pointer, historier og erfaringer. Deltag i debatten. Og når det er naturligt, så lad bogen følge med.

Vi skal hjælpe hinanden

Kolbein er ikke bare en række enkeltstående forfattere. Vi kan også være et netværk.

Når en kollegas bog passer til dit eget stofområde, så del den. Tal om den. Inviter forfatteren til en samtale. Lav en video eller et foredrag sammen.

Det er ikke meningen, at alle skal reklamere for alt. Det bliver hurtigt kunstigt.

Men når det giver mening, kan vi give hinanden adgang til nye læsere og nye netværk. Og samtidig bliver Kolbeins samlede stemme stærkere.

Anmeldelser er vigtige – også de kritiske

En bog skal anmeldes.

Selvfølgelig vil vi helst have ros. Men selv en dårlig anmeldelse er ofte bedre end ingen anmeldelse. For en anmeldelse skaber opmærksomhed og giver os en ny anledning til at tale om bogen.

Vi kan dele den. Diskutere den. Svare på kritikken. Fremhæve en interessant pointe.

Tavshed sælger ingen bøger. Omtale kan bruges.

Derfor håber vi også, at forfatterne vil hjælpe med at finde anmeldere og gøre relevante mennesker opmærksomme på deres bog.

Det lange seje træk

De fleste bøger sælger bedst lige omkring udgivelsen. Sådan er det.

Men det betyder ikke, at bogen er færdig efter en måned.

En bog kan pludselig blive aktuel igen efter et halvt år eller tre år. En politisk debat opstår. Et emne eksploderer i medierne. Der kommer en ny undersøgelse. Forfatteren holder et foredrag. En anmeldelse dukker op.

Så skal bogen frem igen.

Det gælder derfor om at holde gryden i kog. Ikke ved at gentage den samme reklame, men ved at finde nye anledninger, nye vinkler og nye læsere.

En god bog kan sælge i mange år, hvis vi bliver ved med at holde den levende.

Det kan du som Kolbein-forfatter gøre

  • Del pointer og historier fra din bog.
  • Brug dine egne sociale medier og netværk.
  • Hjælp med at finde anmeldere.
  • Del anmeldelser og omtale, når de kommer.
  • Deltag i interviews, videoer, podcasts, debatter og foredrag.
  • Tag bogen frem igen, når dens emne bliver aktuelt.
  • Hjælp andre Kolbein-forfattere, når deres bøger passer ind i dit eget stofområde.
  • Lav gerne samtaler og arrangementer sammen med andre forfattere.

Det handler om mere end bogsalg

Ja, vi vil gerne sælge bøger. Det skal et forlag.

Men Kolbein blev skabt for noget mere.

Vi vil have idéer ud at leve. Vi vil skabe debat. Vi vil give plads til synspunkter og analyser, som ellers har svært ved at trænge igennem.

Det kan Kolbein ikke gøre alene.

Vi skal hjælpe hinanden med at sælge bøgerne – og med at flytte debatten.