Her er en anmeldelse af Søren H. Kjærsgård, som også har stat sig grundigt ind i grøn omstilling med vind og sol mm.: Om den absurde grønne omstilling | Klimarealisme.dk
Anmeldelse
Søren Hansens nye bog: Fakta og myter om grøn omstilling | Klimarealisme.dk er let overskuelig og forsynet med en ordentlig indholdsfortegnelse, så man hurtigt kan finde frem til de forskellige emner. Den er skrevet i et klart og letflydende sprog og er særdeles informativ. Den burde interessere enhver, der beskæftiger sig med energipolitik, og jeg vil gerne give den min bedste anbefaling.
Nærværende anmelder indledte for syv år siden et foredrag i Sverige om energipolitik med at citere den svenske rigskansler Axel Oxenstierna, der opmuntrede sin søn, som noget betænkeligt skulle repræsentere Sverige ved forhandlingerne om den Westfalske fred i 1648, med ordene:
”Min søn, om du vidste med hvilken dårskab verden regeres.”
Læseren af Søren Hansens bog må nødvendigvis drage samme konklusion.
Kapitlerne 1–6 indeholder en række facts om grøn energi og Energistyrelsens fantasterier og giver gode forudsætninger for at forstå resten af bogen. Der er lagt stor vægt på at belyse vindens og solens fundamentale svaghed: deres ustyrlige og kraftige variation. Samtidig gives en grundig gennemgang af de mange ideer til opbevaring af overskudsstrøm – ledsaget af en overbevisende argumentation for, at ingen af disse ideer dur.
Kapitel 7 beskriver overbevisende, at batterilagring kun er en meget begrænset back-up-mulighed.
Kapitel 8 har en lidt for elskværdig holdning til pumpekraftværker – blandt andet nævnes de norske. Ifølge nærværende anmelders undersøgelse eksisterer der 10 sådanne værker med en samlet maksimal ydelse på 1166 MW og en praktisk ydelse på ca. 400 MW. Otte er bygget før 1980. Saurdal kom til i 1985 med en maksimal ydelse på 680 MW, og det seneste, Nygård, i 2005 med 56 MW.
Norske vindmøller ydede i 2024 i gennemsnit 1648 MW – med variation fra 133 til 4196 MW. Man skulle tro, der ville være behov for en vis udligning af denne produktion.
Men idéen synes ikke at have vundet genklang i Norge. Pumpekraftværkernes gennemsnitlige ydelse på ca. 400 MW er da også helt ubetydelig sammenlignet med norsk vandkraft, som i 2024 ydede i gennemsnit 16 GW og maksimalt 25 GW.
Man kunne også nævne Europas største pumpekraftværker: Vianden i Luxembourg og Geesthacht ved Elben lidt øst for Hamburg. Begge blev opført før 1960 – længe før der var noget, der hed vindmøller og solceller. De blev således ikke bygget for at opsamle sol- og vindenergi, men for at spare på kraftværksudbygningen: vandet pumpes op i stille perioder og slippes ned gennem turbinerne ved højt elforbrug, f.eks. om morgenen.
Vianden har en lagerkapacitet på ca. 5000 MWh og en effekt på 1300 MW. Geesthacht har tilsvarende 500 MWh og kan yde ca. 120 MW i fire timer.
5000 MWh svarer til Tysklands elforbrug i fem minutter. Så vidt vides, er der ingen betydende pumpekraftværker under opførelse. Nærværende anmelder var dog meget imponeret over synet af Geesthacht og Vianden for henholdsvis 63 og 59 år siden.
Kapitel 9 om brintproduktion er grundigt og informativt – og burde læses af alle politikere, der beskæftiger sig med energi.
Kapitel 10: Kuldioxid og PtX. Hvis dette skal blive til noget, er der ikke blot behov for brint, men også for store mængder kuldioxid. Og hvor skal denne komme fra, når vi engang er blevet fossilfri?
Isolering af kuldioxid fra atmosfæren nævnes, men der savnes en beregning af det teoretisk minimale energiforbrug per kg CO₂. Et sådant tal ville gøre det indlysende, at opsamling fra atmosfæren ikke er en reel mulighed.
Dog er gennemgangen af PtX-idéer klar og så udtømmende, som det nu lader sig gøre i en bog af dette omfang. Ligeledes er konklusionen skarp:
”Idéen er håbløs.”
Kapitel 11 om danske udbygningsplaner for vind og sol er klar og skarp og illustrerer endnu en gang, at dansk energipolitik er virkelighedsfjernt drømmeri.
Det nævnes, at ”priserne rasler ned” – hvilket er en sandhed med modifikationer. Vindmølleparken ved Djursland med en nominel kapacitet på 400 MW kostede, efter et forceret og dermed fordyret byggeri, ca. 12 mia. kr. i 2012.
Den under opførelse værende park Baltic Eagle ved Rügen oplyses ligeledes at koste 12 mia. kr. for en nominel kapacitet på 476 MW. Selv medregnet inflation er der ikke tale om et dramatisk prisfald.
Intet tyder desuden på, at de nye 8,4 MW-møller er mere effektive end de 12 år gamle 3,6 MW-møller i Norddjurs.
Kapitel 12 om Tyskland, England og Californien er forstemmende læsning.
Dog får England stadig 15 % af sin el fra atomkraft og er i gang med at bygge nye værker – om end det går langsomt.
I 1956 – 18 år efter at Otto Hahn og Fritz Straßmann ved et eksperiment på et spisestuebord havde opdaget kernespaltningen – igangsatte briterne atomkraftværket Calder Hall. Det fungerede på kommercielle vilkår i 47 år. Dengang kunne man få ting fra hånden. Udviklingen siden da illustrerer med al tydelighed:
“Der Untergang des Abendlandes.”
Beskrivelsen af den californiske elendighed gør også indtryk. Californien er demokratisk regeret – resultatet heraf kunne have hjulpet Trump til valgsejren.
Kapitel 13: Konklusion. Man kunne ønske sig en kurve, der viser vindens og solens andel af elforbruget time for time, sammenlagt i hele Vesteuropa.
En sådan figur burde i det mindste kunne aflive forestillingen om, at løsningen på vindens og solens ustyrlige variation er at trække kabler mellem landene.